back icon

Derfor valgte VODA Vejen

Author
Udgivet af:
Bjørn Voldbjerg Sørensen
02. March 2022

Kombinationen af motorvej og kvik erhvervsservice trak VODA til Vejen, da virksomheden etablerede sig i 2018. Det er stadig kvaliteter, man har glæde af – virksomheden er en udpræget pendlerarbejdsplads.

Når man arbejder med affaldsforbrænding, biomasse og energianlæg, og man har set et markedspotentiale i at specialisere sig i at servicere netop den type anlæg i hele Norden, så er det en god ide at placere sig et sted, hvor det er nemt at komme til og fra.

Derfor valgte iværksætterne fra VODA at slå sig ned i Vejen, da de i 2018 besluttede sig for at afprøve, om der var en niche i servicemarkedet for energiproduktion.

”Vi var en gruppe af folk, som kom fra Esbjerg, Svendborg og hele Trekantområdet”, siger finansdirektør Niels Christiansen, som selv er fra Kolding:

”Vi var en flok af kolleger og medarbejdere, som alle skulle pendle ind til det nye. Vi havde brug for noget, der var nemt at komme til og fra, og som passede til budgettet for en iværksættervirksomhed”, siger han.

For Voda i Vejen er Trekantområdets største attraktion infrastruktur og adgang til arbejdskraft. ”Det er jo markant, hvad man kan nå af arbejdspladser indenfor en times kørsel – det får vi ikke bedre noget sted i landet”, siger finansdirektør Niels Christiansen.
For Voda i Vejen er Trekantområdets største attraktion infrastruktur og adgang til arbejdskraft. ”Det er jo markant, hvad man kan nå af arbejdspladser indenfor en times kørsel – det får vi ikke bedre noget sted i landet”, siger finansdirektør Niels Christiansen.

God støtte

Vejen Kommune var hurtig til at bide på og vise lejemål og gode faciliteter frem til iværksætterne. Kombinationen af godt prisniveau og infrastruktur blev udslagsgivende:

”Vi vidste, vi ville trække en del medarbejdere fra Esbjerg og Kolding, og vi kiggede på strækningen mellem de to byer. Vejen faldt heldigt ud. De var proaktive, hjalp os ind og gav en god start for os som opstartsvirksomhed”, siger Niels Christiansen:

”Vi har fået god støtte lokalt. Vi har ikke haft brug for det så tit, men når vi rækker ud, så er der øjeblikkelig feedback. Samtidig er det en stor kvalitet for os at være en del af det netværk, som vi kan få gennem Trekantområdet. Det er absolut en kvalitet”, siger han.

Problemfri pendling

Adgang til medarbejdere var ikke den tanke, der fyldte mest i etableringen. I dag, hvor virksomheden har 70 medarbejdere og mod på flere, er placeringen et klart plus:

”Vi kom ret eksplosivt fra start og fik hurtigt brug for mange folk. Tre måneder efter opstart var vi 30 mennesker, og i dag er vi godt og vel det dobbelte. Interessant nok har vi kun 1 medarbejder fra Vejen. Det siger noget om, at vi dels er en virksomhed, som er vant til at arbejde i cloud, men også at man kan trække på et stort opland, som ikke behøver flytte for at arbejde hos os”, siger Niels Christiansen:

”Jeg bor selv i Kolding; det tager mig kortere tid at køre fra mit hjem til Vejen end ned i Kolding midtby”, siger han.

STOR MOBILITET I TREKANTOMRÅDET

Det er nemt at flytte sig rundt mellem de syv kommuner i Trekantområdet. Det betyder også, at mere end hver femte borger i de syv kommuner arbejder i en anden kommune i Trekantområdet end den, de selv bor i.

For at styrke mobiliteten i Trekantområdet endnu mere arbejder både erhvervskontorer og jobcentre aktivt sammen på tværs af kommunerne.